LED-Guide

Få hjælp til at finde den rette pære

Gå efter LED og sparepærer – de bruger 4-5 gange mindre strøm end halogener og holder meget længere. Hvis du skal købe en pære med god farvegengivelse, bør du gå efter en Ra på mindst 90 og en Kelvin på 2.700-3.300. Husk, at du nu skal se efter Lumen i stedet for watt.
Gå efter LED og sparepærer frem for halogener
LED-pærer og sparepærer bruger 4-5 gange mindre strøm end halogener, så du kan nemt spare over 1.000 kr. i løbet af pærens levetid. Halogenpærens levetid er ca. 2 år, hvorimod LED holder 10-15 år og sparepærer i ca. 6-10 år ved gennemsnitlig brugstid.

Tjek 5 ting i butikken
Der er især 5 ting, du skal kigge på, når du skal købe en pære:

Farvegengivelse (Ra/CRI)
Vælg Ra over 90, hvis farvegengivelsen er ekstra vigtig.
Lysfarve
Vælg en pære med en lysfarve på 2.700-3.300 Kelvin, så får du en pære med et varmt lys, der svarer til glødepærens lysfarve.
Levetid
Gå efter en lang levetid:
Sparepærer: mindst 10.000 timer
LED: mindst 15.000 timer
Lumen
Fremover skal du se efter pærens lysstrøm i stedet for dens watt-forbrug. Lysstrøm måles i lumen. Se i skemaet, hvilken lumen du skal vælge for at få den samme mængde lys som med din gamle glødepære.
– WATT                                            – LUMEN
Glødepære                                    Sparepære, LED-pære, halogen-glødepære
15 w                                                140 lm
25 w                                               250 lm
40 w                                               470 lm
60 w                                               800 lm
75 w                                             1.050 lm
100 w                                           1.520 lm
Se efter Energimærket
Elpærer skal mærkes med EU’s energimærkning. Bedste valg:
Sparepærer: A
LED: A+ eller bedre
Halogener: C (til 230 V) / B (til lavvolt)

Inden du køber
Kan pæren byttes?
Spørg i forretningen, om du kan bytte pæren, hvis den ikke lever op til dit behov.
Kan pæren dæmpes?
Overvej, om pæren skal kunne dæmpes. Spørg i forretningen, om den kan.
Tjek sokkel og dimensioner
Tjek både sokkel og dimensioner så du er sikker på, at pæren passer til din lampe.
Tjek spredningsvinkel
Tjek, om pærens spredningsvinkel passer til lampen og lysets funktion. Den står ofte på emballagen og angives som grader (°). Spredningsvinkelen bør være over 180° til almen belysning. Er den væsentligt under, er pæren egnet til spots eller arbejdsbelysning.